Hjemmesiden bruger cookies, billeder og video

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser, hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden. GDPR: Forvent, at vi tager billeder og optager video af pladsen og vores gæster, som vi bruger på website og sociale medier. Ønsker du ikke dette, kan du skrive en e-mail til info@hedebocamping.dk Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du ovenstående.

Du kan læse mere om vores cookie- og GDPR politik her

Naturnær overnatning, tak:

Hedebo Strand gør klar til outdoor turister

Flere og flere turister efterspørger natur og naturnær overnatning. Det kan Hedebo Strand ved Sæby Havn nu tilbyde endnu flere end tidligere. 

For kort tid siden købte campingpladsen ved kanten af Kattegat nabojorden mod nord med 200.000 kystnære kvadratmeter. Her ligger i dag 29 sommerhuse, skov og anden smuk natur, der er svært tilgængeligt for naturelskere. Tanken bag købet er at forbinde den nyerhvervede jord med campingpladsen og gøre hele området mere attraktivt for både sommerhusejere, campister og andre naturelskere.

Som en ud af fem campingpladser i Danmark har Hedebo Strand Camping nu også fået en bevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og med den i hånden får Eric Christensen og Lene Krüger hjælp til at kunne undersøge mulighederne for at matche efterspørgslen på naturnær overnatning.

- Vi er meget glade for muligheden for at få friske øjne på indretningen af vores campingplads, så den og vores nye stykke jord kommer til at hænge godt sammen og bliver mere tilgængelige for naturelskere. Både nuværende og nye kunder efterspørger jo mere natur, og med vores meget kystnære beliggenhed har vi de ideelle muligheder for dette. Nu skal vi finde ud af, hvordan gæsterne kan komme til at overnatte tættere på naturen på spændende og alternative måder. Det er der nemlig international efterspørgsel på fra lande, hvor den slags åben og kystnær natur, vi kan tilbyde her, er ren luksus, siger Eric Christensen.

Dansk Kyst- og Naturturisme

Der skal nemlig lægges en konkret plan for udvikling af hele området med campingpladsen og den nyerhvervede jord, som er i tråd med de ønsker, flere og flere feriegæster har. Hvor især den yngre målgruppe og turister fra fx Holland og Tyskland betragter sig mere som ”outdoor” end som ”campister”.Bevillingen sker gennem projektet ”Naturnætter” hos Dansk Kyst- og Naturturisme.

- Vi glæder os meget over, at der sker investeringer som denne i området omkring Sæby, og det ligger i naturlig forlængelse af kommunens ambitioner for turismen. Vi håber, at bevillingen kan hjælpe Hedebo Strand med at skabe grundlag for at holde helårsåbent, og at der kan tiltrækkes nye målgrupper, som efterspørger spændende, alternativ overnatning tæt på naturen. Vi ved nemlig, at det er i den retning, udviklingen går, og det er stærkt af Hedebo Strand Camping, at de er klar på at gribe den udfordring, siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination NORD.

Han forudser, at investeringen udover at vækste forretningen for Hedebo Strand Camping også vil skabe positive vekselvirkninger med lokalområdet og de øvrige turismevirksomheder i og omkring Sæby. Der er potentiale for mere turisme i Sæby, og en udvidelse af kapaciteten er også en udfoldelse af det potentiale.

1.3.2023 af Lene Krüger